Vi står til morgensang i gymnastiksalen. I lange rækker med de mindste klasser forrest og skolebestyrer Arent Filtenborg på talerstol foran. En sang, et fadervor og en sang mere var dagens dosis. Midt i al nationalromantikken og Madsen på det opretstående kommer jeg pludselig i tanke om, at jeg som sædvanlig ikke har lavet min hjemmeregning, og vi har regning i første time. Lige efter morgensangen.
     Ingen muligheder for nødløsninger. Ingen mulighed for at skrive af. Absolut ingen muligheder for noget som helst.
     Efter morgensangen kom der altid lidt meddelelser. Et gysende øjeblik for mange af os. Rektor sluttede ofte med: ”Og så vil jeg gerne tale med..”, hvilket betød, at navne bag særligt slemme overtrædelser blev taget op til ekstra drøftelser på rektors kontor.         Drøftelser der ofte endte med et par af rektors eftertrykkelige lussinger. Denne morgen blev ingen navne nævnt, stemningen var tilforladelig, og det gav mig en ide til en vej ud. Ganske vist en slidt, men dog en velfungerende vej. Jeg var ikke i øjeblikkelige konflikter med rektor, og jeg turde derfor med oprejst pande, som vi lige havde sunget om, tage tingene i min egen hånd.
     Gymnastiksalen tømtes hurtigt for elever der gik til første time, og jeg gik over det lakerede trægulv til Arent Filtenborg, som kom ned fra talerstolen samtidig med, at Jørn Ejler Madsen rejste sig fra det opretstående og gled ind i sin sædvanlige positur med hænderne i baglommerne, munden tæt på rektors øre og et mere end skeptisk blik på mig, som stillede sig op foran mine to værste plageånder og her lod mig indfange af rektors oldgamle cigarlugt.
     - Jeg er blevet syg, sagde jeg og tog mig hurtigt til den ene side af hovedet. Madsen lænede sig et par centimeter frem ved siden af rektors ansigt.
     - Såeh, sagde rektor og skiftede papirerne over i den anden hånd.
     - Ja, jeg tror jeg har fået pandehulebetændelse igen, måske skal jeg op til lægen og suges. Jeg prøvede at rejse lidt medfølelse med min situation, mest for at styre fokus væk fra min historie. Madsen løftede underlæben og kneb øjnene sammen, han prøvede at trænge ind i min sjæl for at finde sandheden.
     Det kunne han ikke, og det vidste jeg. Derfor blev jeg stående og mødte hans blik med den mest uanfægtede mine, jeg kunne præstere. Ikke mistænkeligt uskyldig, men akkurat tilpas. En barndom på de vilkår lærte mig at lyve med overbevisning. En særdeles afgørende disciplin i viften af overlevelsesteknikker.
     Sagen var jo, at de vidste, at jeg løj. Og jeg vidste, de vidste det. Vi spillede et skuespil på reglernes præmisser. Og regler skal først og fremmest forstås, ikke nødvendigvis overholdes. Det var et skuespil, hvor man ikke måtte begå fejl, og jeg havde to voksne mænd foran mig, som med skarp mistænksomhed ledte efter fejl hos en dreng på ti. Med nioghalvfems procent sikkerhed var det løgn. Men de turde ikke tvinge en syg til at blive i skole, for gjorde de det, kunne det blive en slem sag for deres anseelse. Den sidste procent var den tvivl, der skulle redde mig fra mødet med regnelærerindens krav om hjemmeregning. Madsen skubbede den norske tophue lidt tilbage i nakken og satte hånden tilbage i baglommen.
     - Jeg er før blevet suget. Jeg mødte deres blik, og måske havde de også svært ved at forstå, at et barn de normalt afstraffede så hårdt, kunne blive ved med at lyve dem direkte op i deres åbne ansigter.
     Rektor brummede modvilligt:
     - Men så må du jo have lov at tage hjem, og god bedring..
     De fulgte mig med øjnene, da jeg vendte mig og gik det lange stykke hen over det nøgne lakerede trægulv til døren, hvert sekund talte, ingen fejl og jeg var ude.

​