top of page

Min fantastiske krop

Tak til min fantastiske, smidige og trofaste krop

mit livslange kærlighedsforhold

til den genoprettende styrke

den selvopfyldende sundhed

til al blodets opbakning og hjælpsomhed

alle musklernes årelange viljestyrke og tilgivelse

til tarmene i den velorganiserede underskov

den årelange omsætning af energi til energi

dette kraftværk af uoverskueligt omfang

tag lige og regn på det

al det fedt og kulhydrat

og så ellers varme og bevægelse

og tankevirksomhed og deponering

i tiår efter tiår efter tiår efter tiår

som om det var det naturligste at få lov til at

at drømme og svømme og spille klaver

igen og igen og igen og igen

for slet ikke at snakke om det frække

igen og igen og igen og igen og igen

 

Min lette gang

morgenduften på stranden

luften fuld af klitroser og kaprifolier

sandet mellem tæerne

de dæmpede skridt

 

Den brede horisont

det fornemme gys

fjerner opsparet kedsomhed

starter gentagne dyk og leg med små og store bølger

og sprællende fladfisk under fodsålerne

den vidunderligt lækre rådne tang i vandkanten

mindst lige så vigtig og stærk og duftende

og huskes som honning

der klæber til fødderne og erindringerne

fordi det eneste der betød noget

var at gå der

og sende sine mangefarvede minder forud

op gennem årene

 

For alting forandredes

når det blev ved gennem dig

når kærlighedernes fugle fløj i forvejen

for at forberede nye stier af minder og oplevelser

af samvær, ensomheder og omsmeltninger

nye grader af konsoliderende styrker og kærligheder

gennem fristelsernes foryngende fangarme

gør du min stemme dybere, mine brede skuldre bredere

og min lette gang sikrere

 

Og vælger jeg forkert, bliver det alligevel rigtigt

for belærende belærer du mig igen og igen

at jeg er tungnem

at jeg skal genskabes gennem

strejker, smerter og pinlige genkomster

så jeg ikke glemmer at være taknemmelig

når du oplyser min dumheds hule katedral

med din tålmods varme lys

 

Du lægger mening på mening på plads

uden min medindflydelse

for upålideligt har jeg skiftevis prøvet at nedbryde dig

og holde dig velsmurt og forsynet

 

Men du blev bare ved med at sende nye kilder

af gåder og løfter og billeder og forventninger til mig

fra gud ved hvor

enslydende og åbnende

til forståelse af elendigheden, dårskaben, overlevelsen og elendigheden

 

Lad vore arme, ben, fødder og fingre, øjne og ører

spille smukt sammen i den euforiske gig

der udfylder livsnære dansetrin

fejende svæv i atmosfæren af elskov, glød, sammenhold

og de erindringer og drømme
der tilsammen udgjorde mine altid besvarede spørgsmål.

der tilsammen udgjorde mine altid besvarede spørgsmål.

Det forsinkede selvmord

Var det i kærlighedsbådene, karrusellerne

eller det muntre hus,

var det i fuglene,

i luftbådenes illusioner

med lyserødt skum om munden

pegende på lysene i baggrunden

som hoppede med i denne muntre aften,

vi ville forlade alt dette?

 

Gennem en tanke, et spejlet fugatema

en åbnende vittighed om rædslernes vilkår

en trøstende tale om bundens skridsikkerhed

en simpel gestus om venskab, nærhed

en tilfældig berøring, et strejf, noget ømhed,

måske et ønske?

 

Så enkle vinger at række efter

besværlige at opdrive, selvfølgelige som døden

gør de mest naturlige misforståelser

de uønskede glemsler

vi har betalt for med ynde, med glæde,

med unødvendig overpris af

kunstsmil og glasløgne

parate med alverdens forsyninger i haven

 

Bliv nu bare, giv stedet en chance

her er du kun alene noget af tiden.

Og vi nu bare dine ømme lænder ind
de er kåret til forlysternes sæder,

til de forgængeliges sorgløse skikke

bottom of page