Min fantastiske krop
Tak til min fantastiske, smidige og trofaste krop
mit livslange kærlighedsforhold
til den genoprettende styrke
den selvopfyldende sundhed
til al blodets opbakning og hjælpsomhed
alle musklernes årelange viljestyrke og tilgivelse
til tarmene i den velorganiserede underskov
den årelange omsætning af energi til energi
dette kraftværk af uoverskueligt omfang
tag lige og regn på det
al det fedt og kulhydrat
og så ellers varme og bevægelse
og tankevirksomhed og deponering
i tiår efter tiår efter tiår efter tiår
som om det var det naturligste at få lov til at
at drømme og svømme og spille klaver
igen og igen og igen og igen
for slet ikke at snakke om det frække
igen og igen og igen og igen og igen
Min lette gang
morgenduften på stranden
luften fuld af klitroser og kaprifolier
sandet mellem tæerne
de dæmpede skridt
Den brede horisont
det fornemme gys
fjerner opsparet kedsomhed
starter gentagne dyk og leg med små og store bølger
og sprællende fladfisk under fodsålerne
den vidunderligt lækre rådne tang i vandkanten
mindst lige så vigtig og stærk og duftende
og huskes som honning
der klæber til fødderne og erindringerne
fordi det eneste der betød noget
var at gå der
og sende sine mangefarvede minder forud
op gennem årene
For alting forandredes
når det blev ved gennem dig
når kærlighedernes fugle fløj i forvejen
for at forberede nye stier af minder og oplevelser
af samvær, ensomheder og omsmeltninger
nye grader af konsoliderende styrker og kærligheder
gennem fristelsernes foryngende fangarme
gør du min stemme dybere, mine brede skuldre bredere
og min lette gang sikrere
Og vælger jeg forkert, bliver det alligevel rigtigt
for belærende belærer du mig igen og igen
at jeg er tungnem
at jeg skal genskabes gennem
strejker, smerter og pinlige genkomster
så jeg ikke glemmer at være taknemmelig
når du oplyser min dumheds hule katedral
med din tålmods varme lys
Du lægger mening på mening på plads
uden min medindflydelse
for upålideligt har jeg skiftevis prøvet at nedbryde dig
og holde dig velsmurt og forsynet
Men du blev bare ved med at sende nye kilder
af gåder og løfter og billeder og forventninger til mig
fra gud ved hvor
enslydende og åbnende
til forståelse af elendigheden, dårskaben, overlevelsen og elendigheden
Lad vore arme, ben, fødder og fingre, øjne og ører
spille smukt sammen i den euforiske gig
der udfylder livsnære dansetrin
fejende svæv i atmosfæren af elskov, glød, sammenhold
og de erindringer og drømme
der tilsammen udgjorde mine altid besvarede spørgsmål.
der tilsammen udgjorde mine altid besvarede spørgsmål.
Det forsinkede selvmord
Var det i kærlighedsbådene, karrusellerne
eller det muntre hus,
var det i fuglene,
i luftbådenes illusioner
med lyserødt skum om munden
pegende på lysene i baggrunden
som hoppede med i denne muntre aften,
vi ville forlade alt dette?
Gennem en tanke, et spejlet fugatema
en åbnende vittighed om rædslernes vilkår
en trøstende tale om bundens skridsikkerhed
en simpel gestus om venskab, nærhed
en tilfældig berøring, et strejf, noget ømhed,
måske et ønske?
Så enkle vinger at række efter
besværlige at opdrive, selvfølgelige som døden
gør de mest naturlige misforståelser
de uønskede glemsler
vi har betalt for med ynde, med glæde,
med unødvendig overpris af
kunstsmil og glasløgne
parate med alverdens forsyninger i haven
Bliv nu bare, giv stedet en chance
her er du kun alene noget af tiden.
Og vi nu bare dine ømme lænder ind
de er kåret til forlysternes sæder,
til de forgængeliges sorgløse skikke

