Debat i Information

5. marts 2024

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

​

Jens Nielsen, cand.mag, musiker

For mange år siden sad jeg i en stor kasse af en Gentoftevilla sammen med mine ungdomsvenner for at overvære et bizart skue. Husets beboer var krybdyrsentusiast og havde en velvoksen klippepython i et terrarie, og vi var igen samlet for at se krybdyret blive fodret. Denne gang med en hvid kanin.

​

Lyset i rummet blev slukket, så belysningen i terrariet kunne stå stærkere.

 

Den hvide kanin blev sat ned i buret og begyndte straks at hoppe sorgløst omkring. Tillidsfuldt og ubekymret undersøgte den de nye forhold i terrariet med sin lille mimrenæse. Bevægede sig også rundt oven på slangen, lige ved siden af slangen og påfaldende tæt på hovedet. Vi vidste, at slangen ganske langsomt ville glide i angrebsstilling med tre bugter bag hovedet, og grusomt var det at se dens akkumulerende koncentration få de lodrette pupiller til at udvide sig ligeså roligt som den drejede hovedet, mens den begyndte at skubbe sin muskuløse krop på plads til det afgørende udfald. 

​

Men denne aften skete noget, der aldrig var sket før. Kaninen gik respektløst hen over slangen, om bag ved slangen og vadede videre frem henover dens frygtindgydende hoved, gik ud på de muskuløse bugtninger, og pludselig slog slangen kaninen advarende ind i terrariets rude med siden af sin krop.

​

Kaninen ramte højt oppe og gled ned på ryggen. Vi anede ikke, at slangen kunne dette, at den var i stand til at skubbe med en del af sin krop. Og nu blev den rasende, pupillerne fyldte hele øjet, den hvæsede og begyndte at glide hurtigere på plads til det afgørende hug. Kaninen rejste sig bare og fortsatte med at hoppe rundt i det behageligt opvarmede terrarie.

​

Et billede på klimadebatten 

​

Jeg har aldrig glemt scenen med denne gennemnaive kanin, og den er i dag kommet til at stå for mig som et billede på debatten om klimasituationen.

 

For jeg er overbevist om, at det første og vigtigste problem for både danskerne og verdens befolkning overhovedet er den allerede ophobede CO₂ i atmosfæren og opgaverne med at møde konsekvenserne af dette forhold.

 

Fra de pludseligt opståede brande, oversvømmelser og afsmeltninger, der har været indtil nu, kan der ikke vendes tilbage til normalen, hvis man bare arrangerer sig med beroligende hensigtserklæringer og delmål om fremtidige udledninger. Det er ganske alvorlige advarsler om den inerti, der er i den globale opvarmning på grund af det allerede ophobede CO₂. Og i takt med at den overvindes, vil konsekvenserne accelerere. Hvordan er der ingen, der ved, ligesom ingen kunne forudsige, hvad der skete de foregående somre. Men de hændelser burde være rigelig advarsel til alle om, at et stabilt samfund uden social uro og forsyningsproblemer er alvorligt truet.

​

Og specielt det sidste forhold er sjældent på dagsordenen.

 

Klimadebatten handler om drømme om fremtidige udledningers størrelser i et kapitalistisk drevet samfund med pengeinteresser som fortsat drivmiddel, på trods af at udledningerne af samme årsag stiger!

​

Og derfor er klimadebattens emner om fremtidige udledninger som at ignorere virkeligheden lige nu, og debattens evindelige klamren sig til mikroskopiske decimaler i de tilhørende hensigtserklæringer med fremskrevne årstal i bedste fald naive. Man tillægger disse tal en form for overtro i den ene ubekymrede politiske debat efter den anden. Selv om enhver kan se, at taltroens værdigrundlag – at der rettes ind eller reageres på kausalitet – er blevet meningsløst.

​

Imens vokser konsekvenserne af den ophobede CO₂ eksponentielt, og der er intet, vi kan gøre for at bremse dem.

 

Og den grønne omstilling kan blive anderledes radikal, hvis troen på fremtiden forsvinder, og børsmarkederne krakker, fordi alle trækker deres penge ud, og handlen går i stå, og priserne stiger til niveauer, ingen kan betale. Her vil dette værdigrundlag virkelig demonstrere sin magtesløshed.

​

Et tilflugtssted for sorgløse politikere

​

Hvordan opretholde en forsyning af fødevarer og energi i den situation?

 

Taltroen og hensigtserklæringerne er blevet et tilflugtssted, der får politikernes sorgløse beslutninger til at fremstå som en bededag i Ukraine.

​

Kapitalismen arbejder på at ødelægge sit eget eksistensgrundlag. Og mens der diskuteres tal i 2040 eller 50, vi ikke har den fjerneste indflydelse på, fortsætter nedbrydningen.

 

Klimaproblemet er lige nu ikke et talbaseret spørgsmål om større eller mindre acceptabel profit med eller uden grøn omstilling i fremtiden.

​

Problemet er blevet et etisk spørgsmål for regeringen. Om den evner at kunne skabe fred og frihed for den enkelte til at overleve, mens konsekvenserne af det rekordhøje indhold af CO₂ i atmosfæren, målt til 420 ppm, accelererer.