Jeg kommer gående over gården i min fars virksomhed med min sparsomme bagage i en tynd plastikpose. Solen steger på betonfliserne og minder mig straks om Italiens skarpe sol. Jeg stiller min bagage op af muren, går over til tårnet, overvejer trappen, men tager den tunge vareelevator op til fjerde sal for at hente min lysegule rygsæk. 
     Fabrikken er helt tom. Det er første lørdag i industriferien. Alle er taget på ferie eller i sommerhus, og her kommer ikke nogen mennesker før om tre uger. 
     Jeg nyder stilheden, som den lidt knagende elevator trækker sig igennem. Kommer ud på fjerde etage, hvor jeg har hjulpet til i et par dage, og finder min lille lysegule rygsæk.
     Jeg ser på en bunke tidsskrifter, vi har lavet med højblank, glossy overflade. En forside viser et billede af en robåd, som driver ned ad en flod omkranset af frodige skrænter med høje grønne træer. En smuk kvinde med solparasol sidder bagest og en mand med fuldskæg passer årene.
     Klicheen minder mig om, at drømmen om frihed skal være mulig at realisere.Jeg står og ser på billedet og er lidt utilfreds med de let forvrængede farver, men sådan vil folk have det. Jeg åbner også bladet, men lukker det hurtigt igen.
     Jeg skal videre, tager min tomme rygsæk og går ind i elevatoren. Så trykker jeg mig ned i stuen og elevatoren begynder langsomt at synke med den fortrolige knagen, som man imidlertid ikke skal lade sig forurolige over. 
     Men mellem første og anden etage forsvinder elevatorens lyde og stopper. Bare sådan helt uden varsel går elevatoren i stå under mig, og jeg vender mig straks i stilheden og trykker igen på knappen til udgangsetagen.
      Ingen reaktion. Der er helt stille. Så trykker jeg på klokken. Også helt stille. Ingen klokke ringer. Knapperne er helt døde. Jeg kommer til at tænke på, at vi i lang tid har skullet installere nødstrøm til den gammeldags elevator, men aldrig har fået det gjort.           Jeg trykker lettere febrilsk på alle knapperne. Der sker igen ingenting. Og jeg glider nu langsomt, med ryggen mod elevatorvæggen, ned til gulvet. Da jeg når gulvet, lægger jeg med et dybt suk armene på mine knæ og ser på min tomme rygsæk. 
     Ubønhørligt går situationen og alle dens konsekvenser op for mig i al sin gru. Trykkeriet er lukket i tre uger, her kommer overhovedet ingen i ferieperioden. Jeg har sagt farvel til familien. De tror, jeg er på vej til Italien. Lars-Sigurd tror også, jeg er på vej til Italien, og vil begynde at vente på mig på ”Notten” i Ostia om nogle dage. Vi ligger yderligt i industrikvarteret, her er ingen naboer, kun marker på tre sider op til fabrikken.         Jeg tænker mig om. Det kan ikke være rigtigt. Så rejser jeg mig og prøver igen om knapperne virker. Ingen reaktion.