Sidst på eftermiddagen torsdag den 14. oktober 1734 træder kantor ved Thomaskirken i Leipzig, Johann Sebastian Bach, ud af døren til sin embedsbolig i Thomasskolen. 
     Han ser kort på juvelerfamilien Boses hus, og lader blikket følge etagernes vindueskarnapper. Bag vinduerne på den øverste havde han aftenen før musiceret på både violin, viola og familiens nye store Silbermann cembalo sammen med flere af familiens venner. Alle sammen udmærkede musikere, i hvert fald meget dedikerede, og de er dog altid de bedste. 
     Han tænker på den foregående aftens spillede repertoire. Telemann, Kuhnau,Stölzel og Bose. Det havde været en fuldendt aften. Først havde de betragtet et par nyindkøbte malerier i Boses store galleri. Malerier af Frans Hals, Holbein, Dürer og et par mere ukendte. Så havde de spist og bagefter musiceret til midnat. 
     Johann Sebastian ryster sine gule svineskindshandsker og står et øjeblik i eftermiddagslyset.
     Så tager han handskerne på, drejer hovedet, kniber øjnene sammen og ser over på rektorindgangen i Thomasskolens modsatte ende. Her skal den nye rektor for skolen, Johann August Ernesti, snart flytte ind. En ung mand uden holdninger, en opportunist som er til fals for tidens tanker, hvad de end måtte være, blot de kan kaldes moderne.           Og han skal, ligesom Johann Matthias Gesner, som han afløser, rangere et trin højere end Johann Sebastian i skolens hierarki.